træets stolthed vokser frem
I dag har jeg haft fri fra SuperBrugsen. En tiltrængt pause fra de faste rammer og travlheden i butikken. Frihed betyder mange ting for mig – men mest af alt betyder det plads til at lege, skabe og gå på opdagelse i mit værksted.
Det er dér, jeg trækker vejret helt ned i maven.
Dagen startede stille. Ingen stress, ingen planer der pressede sig på. Bare kaffe, lidt musik (ja, selvfølgelig Queen – hvordan skulle dagen ellers begynde?), og en langsom opvågnen med tankerne allerede glidende mod værkstedet.
Jeg arbejder for tiden videre på mit værk Træets stolthed – et projekt, der vokser frem mellem hænderne på mig. Det er mere end bare et stykke træ. Det er en samtale mellem naturen og mig, mellem det rå materiale og mine skæve ideer.
Træets stolthed er lavet af gamle gulvbrædder, der har haft et helt andet liv før, de havnede i mit værksted. Jeg elsker tanken om, at de brædder har båret på historier, fodspor og levet liv i måske 100 år – og nu får de lov at blive forvandlet til noget nyt, i stedet for bare at blive smidt væk. Det er genbrug med sjæl.
I dag stod den på slibearbejde. Langsomme, rytmiske bevægelser med slibepapiret, hvor lag for lag af ruhed bliver forvandlet til en blød overflade, der næsten inviterer til berøring. Jeg elsker det punkt i processen. Hvor man begynder at mærke træets sjæl træde frem – åretegningerne, strukturen, historien som gemmer sig i hver eneste revne.
Apropos revner – dem var der selvfølgelig også nogle af. Det hører med, når man arbejder med ægte, levende materialer. I dag brugte jeg tid på at lappe små huller og revner. En slags kirurgisk præcision, hvor jeg blander min egen lille "kunstnerpasta" til at udfylde sprækkerne. Jeg kan godt lide de uperfekte detaljer. De fortæller, at træet har levet. At det ikke er fabriksperfekt, men ægte og stærkt på sin egen måde – præcis som vi mennesker.
Efter et par timers fordybelse i værkstedet, blev det tid til at forkæle familien (og mig selv) med noget solidt mad. Pasta kødsauce – ikke den hurtige version, men den gode, hvor det hele får lov at simre og smage. Jeg tror faktisk, at der er en form for kunst i madlavning også. Præcis som med træarbejdet – det handler om at give sig tid, mærke efter og turde lege lidt med ingredienserne. En lille smule af det skæve skal der også i gryden.
Alt i alt har det været en perfekt dag. En dag, hvor hovedet har fået ro og hænderne har fået arbejde. En dag, hvor Træets stolthed er kommet et skridt tættere på at stå færdigt som et værk, jeg allerede nu kan mærke, kommer til at rumme noget særligt. Ikke mindst fordi materialet i sig selv bærer på en historie, som nu får lov at leve videre.
Jeg glæder mig til at vise det frem, når det engang er klar – men indtil da nyder jeg processen. For det er dér magien bor.
Tak fordi du læste med – og husk: her hos Design by Hald er værktøjet lige så forvirret som kunstneren, og det er præcis sådan, jeg elsker det.
Tilføj kommentar
Kommentarer