I dag har været sådan en af de dér dage, hvor det hele føles rigtigt. Jeg startede dagen med at køre min store datter til en veninde i Sæby – far-livets små ture med musik i bilen og halve samtaler, der alligevel betyder alverden. Det er de øjeblikke, hvor man lige bliver mindet om, hvor hurtigt de vokser, og hvor fedt det er at få lov til at være med på sidelinjen.

Dagen startede med noget så eksotisk som skønhedssøvn. Altså, ikke sådan noget halvhjertet "jeg ligger lige og blunder" – nej nej, vi taler luksus-lig-til-klokken-10-skønhedssøvn. Hvis ikke det giver ekstra glød i kinderne, så ved jeg snart ikke hvad.

Kære læsere,

I dag mindede min nakke mig om, at jeg har piskesmæld fra et trafikuheld i 2013. Tak for det, krop. Det føltes lidt som om, nogen havde spændt en usynlig spændetrøje omkring min hals og sagt: "Held og lykke med dagens træarbejde, makker!"

Nogle dage starter med et sus – og ikke på den der dramatiske, “nu ændrer alt sig”-måde. Nej, bare et ægte, dansk vindstød, der blæste mig direkte ind i en blomsterreol foran SuperBrugsen.

I dag fik jeg endelig kørt det træ væk, som lå og fyldte i traileren. Det havde lagt der og stirret på mig som en dårlig samvittighed, men nu er det væk – og jeg har fået lidt luft både fysisk og mentalt.

Nogle gange skal man rydde ud for at kunne ånde frit. Det var præcis, hvad jeg gjorde i dag. Efter en arbejdsdag i SuperBrugsen satte jeg kursen mod Tversted — ikke for at nyde klitterne eller købe is, men for at tage et opgør med mit gamle trælager. For år tilbage havde jeg samlet en masse træ ved min gamle lejlighed. Træ, der engang var tiltænkt småprojekter og sammeproduktioner. Ja, du læste rigtigt: sammeproduktioner — det, jeg i dag ved, gør mig mere flad end flittig.

I dag har jeg bevæget mig i det rum, hvor fortid og form mødes – hvor minderne dufter af kaffe, og hænderne husker deres kald.

I dag har været en af de dage, hvor kroppen er brugt godt og sindet føles let. Det meste af dagen blev brugt ved åen med fiskestangen i hånden — ro, vandets klukken og tålmodighed i lange baner. Der er noget ved at fiske, der minder mig om det, jeg prøver at gøre i værkstedet: Være til stede, vente på det rigtige øjeblik og glæde mig over de små fremskridt.

I dag, kære venner, har jeg smidt arbejdstøjet i SuperBrugsen og iført mig noget langt flottere: et kæmpestort smil. Hvorfor? Fordi i morgen er det den dag, alle detailansatte frygter mere end udsalg på leverpostej — det er STATUSDAG.

I dag har været en af de der dage, hvor verden lige trækker vejret lidt dybere, og hvor man selv får lov at gøre det samme. SuperBrugsen holdt fri for mit vedkommende, og det betød én ting: tid til værkstedet og tid til træet.

En helt almindelig onsdag i Neon Grain-universet

Tirsdag er min fridag fra SuperBrugsen. Det er dagen, hvor jeg trækker vejret helt ned i maven og giver mig selv lov til at forsvinde i værkstedet. I dag har jeg brugt timerne på at arbejde videre på mit nyeste kunstværk: Træets Stolthed.

I dag har jeg været på arbejde i SuperBrugsen. Mit hoved har været alle steder på én gang – sådan er det tit, når man både jonglerer job, familieliv og en kreativ hjerne, der aldrig holder kæft. Og i dag… i dag har jeg ikke engang været i værkstedet. Det har kriblet i fingrene, men skæve dage er også en del af det at være kunstner.

Velkommen i mit værksted, hvor værktøjet er lige så forvirret som kunstneren.Her er en lille historie om en helt almindelig dag, hvor ADHD-hjernen og skabertrangen beslutter sig for at køre i fem spor på én gang.

I dag har været en af de dér dage, hvor hjernen krøller sig sammen som en forvirret snurretop, og hænderne bare MÅ skabe. Værkstedet har kaldt – og jeg har selvfølgelig svaret. Det første store kunstværk, Træets Stolthed, har fået endnu flere finurlige detaljer og farverige finter. Jeg kan allerede nu mærke, at det her bliver sådan et værk, hvor folk enten siger: “Wow, det er jo genialt!” eller “Hmm… hvad har han mon haft i kaffen i dag?”

træets stolthed vokser frem

Nogle dage starter ikke med en bzzz fra telefonen eller et desperat opkald fra skolen. Nogle dage starter bare med, at man vågner og tænker: "I dag skal jeg nørkle, snitte, save og lave skæve ting, som folk enten elsker eller ikke forstår." Men sådan blev det ikke i dag.

Der er dage, hvor universet vælger at folde sig ud i sin fulde absurditet – og i dag var én af dem.

I dag blev borde, stole og service afleveret. Et praktisk punktum på nogle af de mest intense og givende dage, jeg har haft i lang tid.Min krop er fuldstændig mørbanket – de sidste dages strabadser har sat sig dybt i musklerne som en stille summen af træthed.Alligevel sidder jeg her med en følelse af dyb tilfredshed. For selvom det har kostet kræfter, har det givet noget, som ikke kan måles i ømhed.

I dag blev Himmerland badet i lys,som om selv solen ville hylde Marko.Vi samledes – familie og venner –for at fejre en dreng på tærsklen til noget større.

I dag har vi fejret min elskede datter, Tulle, og hendes nonkonfirmation – og det føles næsten, som om hele huset stadig sitrer af glæde.

I dag begyndte med virkelighedens lydspor: kasseapparater, kundesnak og kaffeduft i SuperBrugsen. Hverdagen. Arbejdslivets rytme. Små nik, travle hænder og de faste trin i butikkens koreografi. Der er noget smukt i gentagelsen – som en basgang, der holder hele melodien sammen.

Nogle dage vågner man og tænker: “I dag skal jeg skabe noget vildt!”Og andre dage... vågner man faktisk slet ikke, fordi man aldrig rigtig faldt i søvn. Det var en af de nætter, hvor hjernen spillede heavy metal myldertanker, og klokken var 2, før der overhovedet var ro nok til at lukke øjnene.

I dag har været… langsom. På den gode måde. Jeg har været på arbejde i SuperBrugsen – helt nede på jorden, fysisk til stede, men som sædvanlig med tankerne lidt over det hele. Sådan er det, når man har en hjerne med krøller og indbygget konfettikanon.

I dag har været en skøn blanding af praktisk voksenliv og skæv kunstnerhjerne – lige som jeg bedst kan li’ det.Først fik jeg renset min datters tæppe. Og det lyder måske ikke som den store bedrift, men tro mig – når man har en hjerne, der kører i 300 km/t og helst bare vil skabe, så er det nærmest et mirakel, når sådan noget faktisk bliver gjort. Tæppet blev rent – og jeg blev lidt stolt.Men det helt sjove kom bagefter. Jeg fik nemlig færdiggjort et lille kunstværk, jeg har gået og hygget mig med. Det forestiller en sodavandsdåse, der hælder ud i luften – og det hele står stille, frosset i tid. Det ser ud som om væsken bare svæver! Selvfølgelig er det lavet med en skjult pind og masser af limpistol – og det er lige præcis den slags skøre ideer, jeg elsker at føre ud i livet.

I dag var en af de der dage, hvor jeg virkelig kunne mærke glæden ved at være i mit element. Pigerne havde deres aftaler, og det gav mig en sjælden mulighed for at få helt ro til at arbejde i mit værksted – en gave, der altid føles som et frirum.

Der findes dage, hvor kreativiteten bobler som en overkogt gryde, hænderne sitrer efter at forme, male, save, skrue og opfinde – og så er der... i dag.

I dag har værkstedet stået stille. Ikke af modvilje, men fordi livet bankede på i andre farver.

Dagen i dag har været en herlig omgang virvar af virkelighed og værksted. Jeg startede i SuperBrugsen – ja, ikke som superbruger, men som helt almindelig menneskebruger med job. Og bagefter? Direkte i træhulen, hvor kreativiteten eksploderer hurtigere end støvet lægger sig.

I dag har jeg været kreativ på en lidt anden måde, end jeg plejer. Ikke med træ, maling og skrigende farver – men med en limpistol og en tom Faxe Kondi-dåse. Jeg har nemlig lavet en sjov og skæv gave til en konfirmand, som får sin store dag om en uge. Ideen var at skabe en illusion af en dåse, der hælder sig selv ud – midt i luften! Hele “sodavandsstrålen” er lavet med limpistol, og der skal sættes penge på den, som en kreativ og anderledes pengegave.Det er sådan noget, jeg elsker: når noget er lidt fjollet, lidt overraskende, og alligevel har en funktion. Og ærligt – det blev faktisk ret fedt!

I dag har jeg haft en lidt anderledes dag – ikke meget savsmuld og skæve kunstværker, men til gengæld en god omgang SuperBrugs-liv. Arbejdsdagen er gået der, og selvom værkstedet kalder, har jeg ikke nået at komme i gang med noget kreativt i dag.

I dag fik jeg klemt en halv time ind i værkstedet. Ikke mere, ikke mindre. Men nogle gange er det alt, der skal til, for at verden begynder at give bare en lille smule mening igen.