I dag, kære venner, har jeg smidt arbejdstøjet i SuperBrugsen og iført mig noget langt flottere: et kæmpestort smil. Hvorfor? Fordi i morgen er det den dag, alle detailansatte frygter mere end udsalg på leverpostej — det er STATUSDAG.
Ja, den årlige dag hvor hver dåse makrel og hver pakke rugmel skal tælles med mere præcision end en schweizisk urmager. Hvor kolleger tripper rundt med scannerpistoler og stirrer på hylderne, som om de spiller detailhandelens svar på gemmeleg. Og jeg? Jeg skal slet ikke være der.
Som fleksjobber har jeg nemlig den lille regel med i tasken: Jeg må ikke arbejde om lørdagen. Og jeg siger jer, der findes ikke noget sødere end at kunne smile og sige:
“Nej tak, status – jeg har en date med min sofa (og måske lidt farvestrålende træværk).”
Og som prikken over i’et: I dag har jeg lavet det endelige design og form på Træets Stolthed!
Nu mangler den “bare lige” at blive slebet glat og malet i de skrigende farver, jeg elsker. Det føles fantastisk at være nået så langt, og jeg glæder mig som et lille barn til at give værket det sidste pift med farve og finish.
Så mens resten af holdet kaster sig ud i hyldemeter-maraton og palle-pirateri, kan jeg gå og nusse videre med sandpapir og pensel. Jeg lover, at det bliver mere farverigt end en vareopgørelse og mindst lige så præcist som kollegaernes optælling af rugbrød.
Til alle jer derude: Husk, fleksjob eller ej, det er vigtigt at finde de små sejre. Min sejr denne weekend er frihed fra status — og tid til at skabe noget, der ikke kan tælles i stregkoder.
Tak for i dag — og husk: Hos Neon Grain er værktøjet stadig lige så forvirret som kunstneren
Tilføj kommentar
Kommentarer