I dag har været en af de dage, hvor kroppen er brugt godt og sindet føles let. Det meste af dagen blev brugt ved åen med fiskestangen i hånden — ro, vandets klukken og tålmodighed i lange baner. Der er noget ved at fiske, der minder mig om det, jeg prøver at gøre i værkstedet: Være til stede, vente på det rigtige øjeblik og glæde mig over de små fremskridt.
Efter aftensmaden kunne jeg alligevel ikke lade være med at liste mig ud i værkstedet i en times tid. Og det var det hele værd. Endelig fik jeg bløde og pæne kanter på det værk, jeg har kaldt Træets Stolthed. Overfræseren fik lov at danse hen over kanterne, og det er som om, træet nu begynder at vise sit sande udtryk — de skarpe linjer er væk, og det hele føles mere organisk, mere levende.
Jeg ved godt, at det "bare" er kanter. Men for mig er det de små ting, der gør forskellen. Det er her, materialet begynder at møde idéen. Når hænderne har gjort deres arbejde, og det ru bliver blødt, er det som om værket begynder at ånde.
Træets Stolthed er langt fra færdig, men i aften føles det som et vigtigt skridt. Det bliver et værk, hvor Neon Grain’s sjæl kommer helt frem — skævt, levende og stolt.
Tak fordi du følger med i processen. Jeg glæder mig til at vise dig mere.
– Neon Grain
Tilføj kommentar
Kommentarer