I dag har jeg bevæget mig i det rum, hvor fortid og form mødes – hvor minderne dufter af kaffe, og hænderne husker deres kald.
Morgenen begyndte med en rejse tilbage i rummene, hvor min historie har trukket sine spor. Jeg flyttede min gamle seng ud af min ekskones lejlighed – et sted, der engang var mit hjem. Møbler bærer minder i sig, og at løfte sengen var som at løfte et stykke af min egen fortælling. Et kapitel, der med ro i kroppen blev båret videre. Der er noget meditativt i den slags handlinger – som at flytte både ting og tanker ud af gamle rammer.
Senere trak vejen mig mod Tversted. Sammen med min mindste datter, min ekskone og hendes mand satte vi os ved bordet hos mine gamle underboer. Kaffen dampede, samtalen vekslede mellem fortidens glimt og nutidens ro. Det er sjældent, man får lov at læne sig tilbage i både erindring og nærvær på samme tid. Der var en blødhed over det møde – som om tiden for et øjeblik foldede sig ud og viste os, hvor vi kom fra.
Da jeg vendte hjem, hviskede værkstedet mit navn. Jeg kunne ikke andet end at følge kaldet. Træets stolthed ventede – mit nyeste værk, som lige nu balancerer et sted mellem rå natur og forædlet skønhed. I dag gav jeg det bløde kanter. Jeg arbejdede med træets sjæl mellem mine hænder, indtil det svarede mig med former, der næsten føltes som bevægelser. Det er et øjeblik, man som kunstner næsten ikke tør indånde for ikke at bryde forbindelsen. Nu står værket der – klar til at tage imod farverne. Farverne, der skriger, danser og insisterer på at blive set. De kommer snart. Jeg mærker dem allerede.
Det er dage som denne, hvor jeg mærker, hvorfor jeg skaber. Hvor verden både larmer og falder til ro i samme bevægelse. Hvor værktøjet – ligesom kunstneren – er en smule forvirret, men fuld af liv.
Træets stolthed nærmer sig sit udtryk. Og jeg nærmer mig det næste skridt.
– Neon Grain
Tilføj kommentar
Kommentarer