Nogle dage starter med et sus – og ikke på den der dramatiske, “nu ændrer alt sig”-måde. Nej, bare et ægte, dansk vindstød, der blæste mig direkte ind i en blomsterreol foran SuperBrugsen.
Reolen stod og hang som en træt flamingo på en blæsende stranddag, og jeg er ret sikker på, at den havde planer om at tage mig ud – én potteplante ad gangen. Heldigvis slap jeg væk, uden at blive kvalt i begonier eller ramt af en sur petunia.
Efter dette flora-relaterede drama trillede jeg hjem og tog en velfortjent morfar. Sådan en rigtig én, hvor man vågner og ikke helt ved, om man er en voksen mand eller en glemt sok i sofaen. Men jeg kom op igen. Det er det vigtige.
Senere lokkede vejen, vinden og min rastløshed mig ud på en gåtur – og det gjorde godt. Der er noget meditativt ved at vandre lidt formålsløst rundt, mens ideerne vælter rundt i hovedet som popcorn på speed.
Tilbage i værkstedet fik "Træets Stolthed" lidt kærlig opmærksomhed. En fod blev slebet – og den er vigtig, for hvis en fod ikke er stolt, så vælter det hele jo. Det er lidt som livet: det skal være i balance, selv når det er skævt.
Og så... madlavningen? Nej, det blev til den ædle kunst at varme rester. Og det var godt. For nogle gange er det præcis dét, man har brug for: noget velkendt, nemt og lidt for varmt i kanten.
Alt i alt en dag med blomsterangreb, kreativt savsmuld og mikroovnens varme omfavnelse. Jeg elsker det. Kaos og kærlighed – som det skal være.
Tilføj kommentar
Kommentarer