I dag mindede min nakke mig om, at jeg har piskesmæld fra et trafikuheld i 2013. Tak for det, krop. Det føltes lidt som om, nogen havde spændt en usynlig spændetrøje omkring min hals og sagt: "Held og lykke med dagens træarbejde, makker!"
Men selvfølgelig nægtede jeg at blive liggende. Der lå et trækunstværk og råbte på mig ude i værkstedet – Træets Stolthed (ja, det har fået et navn – selvfølgelig har det det). Det havde nogle dybe ar og hakker, som trængte til en kærlig omgang træfiller.
Så dér stod jeg, skaldet, svedende og med en nakke, der knirkede som en gammel dør – og trykkede filler i hullerne med kirurgisk præcision (eller… næsten). Der er noget både tilfredsstillende og skørt i at stå og give træet “botox”, mens man selv føler sig som en slidt version af en IKEA-montør på syretrip.
Tilføj kommentar
Kommentarer