Kære læsere,
I dag startede som alle andre dage: med et skævt grin, en skål skrigfarvet fredagsguf og en idé, der sandsynligvis burde være ulovlig i mindst tre dimensioner.
Første stop: SuperBrugsen. Ikke for at handle, næ nej – jeg skulle fikse flaskeautomaten! Det elektroniske bæst havde tygget sig fast i en sodavandsflaske og nægtede at give op. Jeg åbnede lågen, kiggede ind i mørket og hviskede: “Du ved godt, hvem jeg er... Neon Grain.” Maskinen begyndte at spytte flasker ud som konfetti. Sejr!
Senere var jeg ude og gå med min store datter og vores lille hund. Hun går med værdighed. Hunden altså. Min datter prøvede at holde styr på os begge, mens jeg blev distraheret af en mærkelig gren og overvejede, om det måske var en fremtidig kunstinstallation forklædt som pind.
Så hjem – og ned i værkstedet. Træets Stolthed ventede på kærlighed, slibning og en omgang neonfarvet magi. Jeg gik i gang med den glødende slibemaskine og dansemoves, der burde kræve advarselsmærkat. Træet begyndte at ligne noget, der både kunne hænge på et museum og fungere som portal til en anden dimension.
Dagen sluttede, som alle fredage bør: med mig, gummibamser, sure slanger og en datter, der grinede af mig, fordi jeg lavede dramatisk sliksortering som om det var et vigtigt kunstværk.
“Neon Grain … du er måske lidt tosset, men du er min tosset,” sagde jeg til spejlet – og blinkede.
Tak for i dag, verden. I morgen skal jeg måske opfinde en selvlysende hylde eller træskulptur med lyd. Vi får se.
Farverigt kærligt,
Neon Grain – hvor værktøjet er lige så forvirret som kunstneren
Tilføj kommentar
Kommentarer